En Socialdemokratisk Regering — Replik til Olsen & Køber (2022)

Olsen & Køber (2022) argumenterer i Eftertrykket at regeringen har videreført en neoliberal politisk orden, trods at den påstår at den har brudt med tidligere regeringers kurs. Jeg er uenig med vurderingen af policy som neoliberal, og undrer mig over hvad der så skal til for ikke at være “neoliberal”.

I en velskrevet artikel hævder Olsen & Køber at ikke reelt har brudt med den “neoliberale æra”, men i stedet har videreført den neoliberalisering, som har indetruffet Socialdemokratiet siden 1980'erne.

Konkret analyserer Olsen & Køber tre politikområder, hvor de mener at den nuværende regering har videreført en neoliberal kurs. Kort opsummering:

• Den offentlige sektor. Olsen & Køber ser privatisering som afgørende neoliberal trend, og bemærker at Socialdemokratiet ikke har gjort meget for at modgå “den stille privatisering”.
• Uddannelsespolitikken. Olsen & Køber savner “indførelsen af nye formål, værdier og pædagogikker, som skal afløse ambitionen at skabe et mere konkurrencedygtigt samfund ved at fremme entreprenør færdigheder, som skal sikre vækst, effektivitet, og produktivitet.”. De anerkender, at den nye elevfordelingsaftale er et opgør med “systemets ulighedsskabende strukturer”.
• Arbejdsmarkedspolitikken. Olsen & Køber ser fortsatte aktiveringskrav som kontinuitet, mens Arne-pensionen ses som en velfærdsforbedring. De bemærker dog at Arne-pensionen er et bidrag til “eroderingen af den universelle velfærdsstat, da rettigheden ikke gælder alle”.

Jeg argumenter i følgende for, at Socialdemokratiet på afgørende politikområder har brudt med den neoliberale orden, og undrer mig over hvad der egentlig skal til for ikke at føre neoliberal politik. Svaret på det sidste stiller yderligere spørgsmålstegn ved nytten af “neoliberalisme” som analytisk begreb, når alt tilsyneladende er neoliberalt. Mit argument går som følger:

• Køber & Olsen tager fejl i deres “business as usual” argument om de tre politikområder de har valgt.
• Dertil overser de afgørende politikområder, hvor “chef-ideologen” Kaare Dybvad har et afgørende ansvar, hvor der for alvor er ført ikke-neoliberal politik. Erhversminister Simon Kollerup og Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er nok også svære at klassificere som neoliberale, med deres udtalelser mod finanssektoren.
• “Neoliberalt” er et konceptuelt “strecthy” begreb, der her tydeligt viser dets svaghed, når den nuværende regering kan kaldes neoliberalt. Jeg ser i stedet Socialdemokratiet som moderniseret.

1. Nej, Socialdemokratiets styring af den offentlige sektor, uddannelse og arbejdsmarkedet har ikke været kendetegnet af neoliberalisme

Køber & Olsen vælger som nævnt den offentlige sektor (hvilket også er et interessant valg, da det er et meget stort “politikområde, hvorfor vi måske taler forbi hinanden), uddannelsespolitik og arbejdsmarkedet som områder, hvor regeringen har ført business as usual. Jeg er uenig.

1.1. Den offentlige sektor har været præget af en kraftig centralisering, hvor Statsministeriet har sat sig selv over Finansministeriet (og resten)

Den mest markante ændring af styringen af den offentlige sektor under Mette Frederiksen har været den kraftige ekspansion af Statsministeriet. Hvad der tidligere har været et forholdsvist beskedent ministerium, har oplevet en kraftig vækst i personale og indflydelse.

Finansministeriet blev døbt den “store koordinator” af VIVE-direktør og statskundskabsprofessor Lotte Jensen i hendes autoritative analyse af ministeriet i nyere tid. Mette Frederiksen har været markant i hendes stiftelse og brug af “koordinationsudvalget”, hvor flere og flere beslutninger lader til at træffes centralt (også præ-COVID, husk Rossen).

Finansministeriet er naturligvis stadig en væsentlig aktør, men Statsministeren har tydeligvis organiseret sig politisk så hun kunne lykkes med de reformer der netop bryder med “neoliberal politik”, som Arnepensionen.

Bagsiden af medaljen (efter øjnene der ser) på dette kursskifte har så været den graverende minksag, hvor den øget centralisering bidrager til at gøre Statsministeren mere sårbar, samt brugt flere penge. Forsiden af Berlingske Business prydes i dag af en analyse af DI der viser at det offentlige forbrug er boomet i forhold til foregående regeringer.

Det naturligvis svært at gennem trin for trin om regeringen politik på “den offentlige sektor” har været neoliberal eller ej, men centraliseringen af beslutninger i Statsministeriet frem for Finansministeriet, samt realiseret beslutninger som følge af denne stil, indikerer alt andet lige et nybrud i styringen af den offentlige sektor.

1.2 Uddannelsespolitiken: Udflytning af dyrlægestudiet og tandlæger er alt andet end neoliberalt

Jeg var meget overrasket over at læse af regeringen har ført en neoliberal uddannelsespolitik. En væsentlig beslutning var at udflytte en række videregående uddannelser, der blev heftigt kritiseret af erhverslivet samt universiteter.

Valget af uddannelser var også påfaldende i et neoliberalt perspektiv. Man vil flytte dyrlægestudiet samt tandlæger, nogle af de allerdyreste uddannelser at flytte, grundet udstyr mv. Det er noget nemmere at flytte nogle “tørre” uddannelser, hvis det er cost-benefit analysen der driver beslutningen.

I stedet lod regeringen til at være optaget af en række ikke-økonomiske mål, som balance mellem land og by, og har brudt i afgørende måder med moderniseringstanken fra Fogh-æraen, og i stedet fokuseret på erhvervsuddannelser og generelt ikke prioriteret universiteter særlig højt. Det virker meget socialdemokratisk, og igen har jeg svært ved at se hvordan dette område er udtryk for “neoliberal uddannelsespolitik”.

1.3 Arbejdsmarkedspolitik: Arnepension udtrykker værdier

Den væsentligste ændring her er nok Arnepensionen, hvor Olsen & Købers tolkning af pensionen som en erodering af velfærdsstaten er meget interessant.

Ja, Arnepensionen er et markant brud med hvordan man administrerer pension. Folkepensionen er nu en automatisk rettighed, som indløses efter alder. Arnepensionen indløses efter årlig tilknytning til arbejdsmarkedet.

Denne nye måde at tildele pension på er interesant i “neoliberal” sammenhæng på to måder:

• Arnepensionen udtrykker at bestemte grupper “fortjener” i højere grad pension, da de har arbejdet mere. Man ser altså ikke på produktivitet og kronemæssig bidrag, men tilgodeser i stedet de der er kommet tidligt ud. Med andre ord tæller uddannelse ikke rigtigt, akademikerne har slappet af, mens det arbejdende hånd skal have en håndsrækning.
• Førtidspension og anden velfærd kræver lægeerklæring om nedslidning, men Arnepensionen indføres med det specifikke formål om at man skal kunne trække sig tilbage før total fysisk nedslidning.

Er det så en erodering eller udvikling af velfærdsstaten? Jeg vil hævde at det er et markant brud på “neoliberal kurs”, at man på den måde tildeler økonomiske ressourcer efter værdighed, frem for tænke mere på arbejdsudbud.

2. Boliger, Udlændinge og Finanssektoren: Tre ikke-neoliberale kæpheste

Tre områder hvor Socialdemokratiet på afgørende vis har vist sig som — ja, i mangel af bedre — socialdemokratisk har været på bolig, udlændinge og finanssektoren. Det kan undre at Olsen & Køber ikke adresserer disse områder mere konkret, når det netop er her “chefideologen” Kaare Dybvad har udøvet stor indflydelse.

2.1 Almenboliger på Strandvejen

Den nu tidligere boligminister Kaare Dybvad markerede sig ved sin tiltrædelse ved at ønske almenboliger på Strandvejen. Og generelt har Socialdemokratiet markeret sig ved en stor aftale om at bygge almene boliger, samt et højt-eksponeret opgør med Blackstone.

Kort om boligpolitik og hvad en forventet “neoliberal” kurs vil være:

• Boligpriser er kraftigt stigende i og omkring storbyerne, da der er gode erhversmuligheder
• Staten kan regulere boligmarkedet eller bygge nye boliger
• En almen bolig er (i min optik) udtryk for et statsligt lotteri der fører til en blandet by. Bygger man en almen bolig i et værdifuldt kvarter i e.g. Frederiksberg, går man glip af en masse skattekroner der kunne være indkrævet. Prioritering af almene boliger udtrykker en mistillid til markedet og viser en prioritering af andre hensyn end de rent økonomiske.

Dertil var indgrebet mod Blackstone et stort ideologisk opgør, der egentlig ikke påvirkede så mange borgere, men viste handlekraftighed. Den aktive boligpolitiks genkomst er i sig selv også en væsentlig tilbagevending til tidligere tiders socialdemokratisk politik i efterkrigstiden, hvor staten spillede en særdeles aktiv rolle.

2.2 Udlændingepolitik: Farvel til megen arbejdskraft

Udlændingepolitikken er et område, hvor Socialdemokratiet både havde forberedt et væsentligt kursskifte, samt ført en politik der ikke prioriterer arbejdsudbud.

Den ideologiske forberedelse blev ført af den første minister, Mattias Tesfaye, i hans bog “Velkommen Mustafa”. Her argumenterede Tesfaye for hvorfor en “stram” udlændingepolitik i grunden var socialdemokratisk, da den prioriterer arbejderne, og lavede det nødvendige arbejde for at rykke Socialdemokratiet.

Man må huske, at den stramme udlændingepolitik er et område som erhverslivet er særdeles kede af, da det sænker arbejdsudbuddet og begrænser mulighederne for at indhente kvalificeret arbejdskraft. Dette vil ellers være en prioritet for en “neoliberal regering”, der underlægger sig globaliseringen og vægter konkurrenceevnen.

I stedet ser vi et nationalistisk flertal bestemme, der omend forbereder sig på at lempe reglerne i fremtiden. Men det udlændingepolitiske skifte var en væsentlig forandring sammenlignet med Thorning-regeringen, og det er igen svært at kalde denne politik for neoliberal.

2.3 Den forhadte finanssektor

Regeringen har markeret sig gennem sin tid med særdeles skepsis mod finanssektoren, hvor både erhvervsminister Simon Kollerup har markeret sig med kritik af negative renter og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard for nyligt har lanceret en særskat af den finansielle sektor for at finansiere Arnepensionen.

Det altså en retorik og politik, der udtrykker mistillid til at en hel sektor opfører sig hensigtsmæssig, med stadig reference til finanskrisen i 2008. Finanssektoren har advaret om de konsekvenser der eksempelvis vil være ved at ignorere de økonomiske realiteter (negative renter), samt undret sig over hvorfor regeringen vælger den som syndebuk der skal betale for Arnepensionen.

Igen har regeringens adfærd på dette område været et, der står langt fra en neoliberal kurs og en markedsliggørelse af staten. I stedet udviser regeringen betydelig skepsis ved profitten i en enkelt sektor, der menes at være for høj.

3. Hvis denne regering har været neoliberal, hvad skal der så til hvor *ikke* at være neoliberal?

Sammenfattende finder jeg altså tvivlsomt belæg for, at denne regering har ført en “business as usual” politik. I stedet ser jeg, at den på afgørende politikområder har brudt med en “neoliberal politik”.

Dette stiller spørgsmålstegn ved meritterne af “neoliberal” som analytisk begreb. Hvis man legitimt kan kalde denne regering for neoliberal, jamen, hvad er så ikke neoliberalt? Jeg forstår Olsen & Købers definition af neoliberal som underlæggelse af markedslogikker og at et brud med neoliberalisme kræver et fundamentalt brud med økonomisk logik.

Det er dog svært at se hvordan en moderne regering nogensinde skulle blive ikke-neoliberal i det 21. århundrede, hvis man kræver total brud med økonomisk logik. Økonomisk viden er også her en meget bred vifte, og jeg vil henvise til artikler af eksempelvis Jeppe Druedahl, der ofte viser med økonomiske argumenter, hvordan vi kan nå frem til andre policykonklusioner end de neoliberale, trods at vi stadig taler i økonomiske termer.

Megen “nødvendighedens politik” er også drevet af et fundamentalt ønske om at bevare og udvikle velfærdsstaten trods ændrede demografiske forhold. Ja, vi kunne føre en klassisk velfærdspolitik i 1960'erne med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og store årgange, men hvis vi vil bevare de velfærdsrettigheder vi har udviklet dengang, er der behov for et konstant arbejde for at sikre velfærdsstaten tilpas indtjening.

Man kunne også sænke skatterne og mindske velfærdsstaten, men det er altså ikke en kurs denne regering (eller forgående) har ønsket.

At Socialdemokratiet har valgt at fortsætte en økonomisk ansvarlig kurs er også udtryk for politikmæssig læring. Ja, man kunne vende tilbage til Anker Jørgensens kraftige offentlige forbrug, men det bliver nok et meget kortlivet projekt. Politikerne og embedsværket har i fællesskab lært af tidligere tiders fejl, hvilket indimellem kan føltes begrænsende, men reelt tillader at politikerne kan gennemføre ønsker der netop strider med markedslogikker (e.g. Arnepension).

Denne økonomiske læring kan med fordel kaldes en “modernisering” frem for “neoliberalisering”, hvor vi konstant forsøger at evaluere tidligere politik. En væsentlig modernisering i øvrigt nedlæggelsen af moderniseringsstyrelsen og konsulentstoppet, hvor staten i højere grad tager ansvaret for at reformere sig selv in-house gennem Økonomistyrelsen, frem for at bruge managementkonsulenter.

Dertil argumenterer forfatterne implicit mod venstre — altså en ikke-neoliberal regering er en, der bruger flere penge på velfærdsstaten og har værdier der ikke er markedsdrevne. Her undervurderer forfatterne muligvis den primære anti-neoliberale trend, nationalismen, der i høj grad har indskrumpet neoliberalismen terræn i Danmark, samt andre lande, hvor vi alle kender remsen: Trump, Le Pen og Brexit.

4. Konklusion

Den socialdemokratiske regering 2019–2022 (vi regner med det valg) har altså ikke ført neoliberal politik på de områder som Olsen & Køber fremhæver, og den har markeret sig med væsentlige tiltag på bolig, udlændinge og finanssektor, der alle er stærkt socialdemokratiske. Om det er godt eller skidt kommer nok an på politisk farve.

Jeg savner en klarere definition af neoliberalisme, og muligvis en fremhævelse af regeringer der fører ikke-neoliberal politik. Olsen & Køber historiske gennemgang fra 1980'erne er overbevisende, men jeg savner særligt en kobling til den moderne politiske trend, nationalisme, for at udfordre påstanden om business-as-usual fra den socialdemokratiske regering.

Vi er nok uenige om vægtningen af bestemte politikker som neoliberale eller ej, det der står i denne artikel er min vurdering, men det udstiller nok igen en udfordring af neoliberal som analytisk begreb. Det bliver for bredt og strecthy, men jeg efterspørger og læser meget gerne eksempler på hvad der ikke er neoliberalt i dag.

For hvis alt er neoliberalt, ja, så er jeg nok i tvivl om der reelt er noget der er det.